Naivitet

Små ord bankende,
mod mit indre mareridt.

Sætninger i det perifere genlyder 
bag 
lukkede øjne.

Og stemmen -
kan få ulykken til at glemme sin sult.

Mørket brænder 
sine cirklers onde aftryk.

Foreviger minder
i hjernens
center corpus.

Mens det naive sind -
stadig famler i blinde.

Ser min verden jagte
den trofaste elsker.

Fornemmer de
svidende slag fra,
sandhedens pisk.

Og føler svedens perler - på panden, 
idet boblernes glansbillede 
brister.

Bryder ud -
af de beskyttende favntags kæder.

Opfatter glinsende stjerner 
i nattehimlens skær.

Og erkender; 
at mørket igen er blevet smukt.