Genklang

Jeg tager mig selv i

at blive skræmt af ord.

Lyden af ord,

der engang ikke var mine egne

men var skjult

bag et påklistret smil

med lim fra flasken

der stod på mit natbord.

Ord, der blev slugt igen –

dræbt i halsen

og slynget tilbage

i pudens favntag.

Ord der skulle

forsikre min forstand

men som blev forvandlet

til mentale monstre

hvis skygger svøb sig

under huden

og satte sine slimede aftryk

på indersiden af min pande.

Lad mig ikke stå tilbage

med ordene

der spinder spindelvæv

omkring mine organer,

og lusker rundt på listetæer

mens mit åndedræt hastigt

prøver at følge med.

Lad ikke ordene blive ved

med at spytte sin sorte væske

ind i mine årer

og holde sit greb

om stjernekasteren,

der endelig kaster stjerner igen.

Lad i stedet lyden af ord

genfinde sin tidligere ære.

Aftrykkene på min arrede pande,

vil aldrig blive helt  

transparente,

alligevel.