Værelsets lange fangarme
holde mig i sit greb;
klemme til luften undslap mine lunger
og hjertets rytme
røg ud af takt.
Dynens
omsvøbende og kvælende lænker
forulempe min sårede krop –
bore sig ind i muskler
og kød,
gnave sig ind til kernen af min sjæl,
som en rotte på afveje,
til jeg opgav kampen
og blev opslugt
i skærsilden.
Mine
svindende kræfter og
den døende passion
for livet –
supernovaens reduktion
til en ynkelig
gnist,
der nemt kan slukkes
hvis regnen
er for voldsom.
Som jeg sidder her,
på kantstenen i indre København
med ludere på hver
firkantet flise og
gulnede, halvrådne blade
legende i den kølige
aftenvind, blandt
døgnfluer og
duer,
samtidigt med at efteråret
nærmer sig og himlen trækker sig
sammen,
mindes jeg tiden
hvor verden var indsvøbt
i det sorte tæppe
jeg brugte
til at opfange mine vildfarne
tårer.
Jeg mindes
datiden i fortvivlelse og
datiden med forfald;
datiden der
definerer min identitet,
uden at have
spurgt om lov.
Jeg minder dernæst
datiden om
at
nutiden og fremtiden er min tid –
at jeg køber mig en paraply
og hermed slår uret ihjel.
