Datid, Nutid, Fremtid

Jeg mærker stadig

Værelsets lange fangarme

holde mig i sit greb;

klemme til luften undslap mine lunger

og hjertets rytme

røg ud af takt.

Dynens

omsvøbende og kvælende lænker

forulempe min sårede krop –

bore sig ind i muskler

og kød,

gnave sig ind til kernen af min sjæl,

som en rotte på afveje,

til jeg opgav kampen

og blev opslugt

i skærsilden.

Mine

svindende kræfter og

den døende passion

for livet –

supernovaens reduktion

til en ynkelig

gnist,

der nemt kan slukkes

hvis regnen

er for voldsom.

Som jeg sidder her,

på kantstenen i indre København

med ludere på hver

firkantet flise og

gulnede, halvrådne blade

legende i den kølige

aftenvind, blandt

døgnfluer og

duer,

samtidigt med at efteråret 

nærmer sig og himlen trækker sig

sammen,

mindes jeg tiden

hvor verden var indsvøbt

i det sorte tæppe

jeg brugte

til at opfange mine vildfarne

tårer.

Jeg mindes

datiden i fortvivlelse og

datiden med forfald; 

datiden der

definerer min identitet,

uden at have

spurgt om lov.

Jeg minder dernæst

datiden om

at

nutiden og fremtiden er min tid –

at jeg køber mig en paraply

og hermed slår uret ihjel.