Jeg tager mig selv i
at blive skræmt af ord.
Lyden af ord,
der engang ikke var mine egne
men var skjult
bag et påklistret smil
med lim fra flasken
der stod på mit natbord.
Ord, der blev slugt igen –
dræbt i halsen
og slynget tilbage
i pudens favntag.
Ord der skulle
forsikre min forstand
men som blev forvandlet
til mentale monstre
hvis skygger svøb sig
under huden
og satte sine slimede aftryk
på indersiden af min pande.
Lad mig ikke stå tilbage
med ordene
der spinder spindelvæv
omkring mine organer,
og lusker rundt på listetæer
mens mit åndedræt hastigt
prøver at følge med.
Lad ikke ordene blive ved
med at spytte sin sorte væske
ind i mine årer
og holde sit greb
om stjernekasteren,
der endelig kaster stjerner igen.
Lad i stedet lyden af ord
genfinde sin tidligere ære.
Aftrykkene på min arrede pande,
vil aldrig blive helt
transparente,
alligevel.
