Glitrende forfald

Jeg føler trangen

til at lade min nøgne krop

lægge sig

på det hårde marmorgulv.

Mærke kulden kærtegne

min hud –

snige sig

omkring mine lemmer

for til sidst at bore sig

ind i mit mellemgulv

og lægge sine æg

i reden

af min livmoder.

Jeg følger trangen til

at skrige ind i mørket

til lungerne er udtørrede

af støvet

der cirkulerer omkring mig

som glimmerstøv på en nattehimmel

med øjne for blodrøde

at se ud af

selv med pillerne

der normalt holder

hovedpinen

væk.

Jeg føler trangen til

at græde til mine øjne dør –

til mit ansigt er dækket

af en våd

rød

masse

Noget en vådserviet

ikke kan fjerne

men som skal skrubbes

med ordene fra min mund–

med noderne der plager

mit ødelagte sind

fra sangen

der var vores.

Jeg ønsker

at blive ladt alene

i skyggerne af min seng –

I hjørnet af det

jeg troede var sikkert

og iført den kjole

du elskede mest.

Lad mig brænde op

og tage englevingerne med.

Erkende at jeg ikke flyver mere,

men kæmper mine kampe

alene i nat

mod den ambivalente slange

og skjoldet ved mit bryst.

Falde med hovedet højt

og aftegningerne af dit kys

på min arrede pande.