Overfladespænding

Jeg tillader mig selv

at flyde,

som en åkande

på den sorte sø.

Ikke længere dykke ned

for at ligge i skjul

og gemme mig

bag planter og fossiler,

men værdsætte

den til tider kølige luft

og varmen

fra solen.

Ikke længere stirre mig blind

på himlens funklende farver,

og ej heller forføres

af dybets hypnotiserende

liv,
men balancere de to

mellem mine øjne –

Velvidende

at de kun græder

for et tidligere selv.

Det sker stadig

at jeg graver lidt

på bunden –

får sorte negle og

beskidte hænder

i forsøget på at sikre

min fornuft

og

mine følelser.

Men jeg flyder her –

holder mig over vande.

Tvivler dog ikke på,

at kontakt med overfladen

kun får mine blade

til at blomstre

endnu smukkere.