En krakkeleret overflade

Spejlet på mit værelse

hænger forkert

med en form

der ikke længere er firkantet,

men en absurd abstrakthed

stirrende omkring sig

i sine triste rammer

og med skarpe kanter

river lange rifter

i det perfekte tapet

der nu er overmalet

med blodet

fra mine fingerspidser.

Mens spejlet reflekteres i 

dunene fra puden 

som de ligger spredt

på det hårde parketgulv,

klamrer metalstykker sig

til hudens

eftergivelige kød -

Efterlader det hvide skjold
flænset
så blodårene stirrer
dybt
ind i de mure
der før var et tegn
på sikkerhed.

En reflekterende facade

forvandles da

til det originale
transparente
glas

Og med en krakkeleret overflade

lægger jeg mig

tilbage i skjulet –

graver dybere ind til kernen

i forsøget på at genfinde

mit net

og mine

tabte tårer 
blandt indvoldenes blodige fængsel. 

Glitrende forfald

Jeg føler trangen

til at lade min nøgne krop

lægge sig

på det hårde marmorgulv.

Mærke kulden kærtegne

min hud –

snige sig

omkring mine lemmer

for til sidst at bore sig

ind i mit mellemgulv

og lægge sine æg

i reden

af min livmoder.

Jeg følger trangen til

at skrige ind i mørket

til lungerne er udtørrede

af støvet

der cirkulerer omkring mig

som glimmerstøv på en nattehimmel

med øjne for blodrøde

at se ud af

selv med pillerne

der normalt holder

hovedpinen

væk.

Jeg føler trangen til

at græde til mine øjne dør –

til mit ansigt er dækket

af en våd

rød

masse

Noget en vådserviet

ikke kan fjerne

men som skal skrubbes

med ordene fra min mund–

med noderne der plager

mit ødelagte sind

fra sangen

der var vores.

Jeg ønsker

at blive ladt alene

i skyggerne af min seng –

I hjørnet af det

jeg troede var sikkert

og iført den kjole

du elskede mest.

Lad mig brænde op

og tage englevingerne med.

Erkende at jeg ikke flyver mere,

men kæmper mine kampe

alene i nat

mod den ambivalente slange

og skjoldet ved mit bryst.

Falde med hovedet højt

og aftegningerne af dit kys

på min arrede pande.