Genklang

Jeg tager mig selv i

at blive skræmt af ord.

Lyden af ord,

der engang ikke var mine egne

men var skjult

bag et påklistret smil

med lim fra flasken

der stod på mit natbord.

Ord, der blev slugt igen –

dræbt i halsen

og slynget tilbage

i pudens favntag.

Ord der skulle

forsikre min forstand

men som blev forvandlet

til mentale monstre

hvis skygger svøb sig

under huden

og satte sine slimede aftryk

på indersiden af min pande.

Lad mig ikke stå tilbage

med ordene

der spinder spindelvæv

omkring mine organer,

og lusker rundt på listetæer

mens mit åndedræt hastigt

prøver at følge med.

Lad ikke ordene blive ved

med at spytte sin sorte væske

ind i mine årer

og holde sit greb

om stjernekasteren,

der endelig kaster stjerner igen.

Lad i stedet lyden af ord

genfinde sin tidligere ære.

Aftrykkene på min arrede pande,

vil aldrig blive helt  

transparente,

alligevel.

12-05-2014

Nogle gange ville jeg ønske

at jeg bare kunne slukke

for min hjerne

eller idet mindste sætte den

på ’normal’

Ikke døje med disse

desperate situationer

men hellere kunne lægge mig

i det klare havvand

og lade tankerne flyde

som min krop

flyder

der på overfladen –

Den blanke, skinnende

Overflade.

Ingen krakkeleringer,

Ingen skår

Ingen minder om hvad der skete

sidste år, og ej heller

en masse kasser

hvori jeg kan lægge

mine til tider bristede bobler

og gennemblødte øjne

Men bare lade saltet fra vandet

svide lidt i mine sår  

Og ellers bære mig op

til det sted hvor regnbuerne danser

Og hvor regnen ikke

kan nå mig.

Overfladespænding

Jeg tillader mig selv

at flyde,

som en åkande

på den sorte sø.

Ikke længere dykke ned

for at ligge i skjul

og gemme mig

bag planter og fossiler,

men værdsætte

den til tider kølige luft

og varmen

fra solen.

Ikke længere stirre mig blind

på himlens funklende farver,

og ej heller forføres

af dybets hypnotiserende

liv,
men balancere de to

mellem mine øjne –

Velvidende

at de kun græder

for et tidligere selv.

Det sker stadig

at jeg graver lidt

på bunden –

får sorte negle og

beskidte hænder

i forsøget på at sikre

min fornuft

og

mine følelser.

Men jeg flyder her –

holder mig over vande.

Tvivler dog ikke på,

at kontakt med overfladen

kun får mine blade

til at blomstre

endnu smukkere.

07-03-14

Hvad bilder du dig ind

sådan at sidde dér

og spille bagklog –

Lade som om

du kender mig

og min baggrund

blot fordi

diplomerne hænger på væggen,

farverige billeder

af diverse legemsdele

ved siden af

og der på dit navneskilt

står ’doktor’.

Hvad bilder du dig ind

at dømme,

rynke på brynene

og ikke se ud over andet

end den lille næsetip

som dine briller har blotlagt.

Fortælle mig

hvordan jeg skal leve mig liv,

selvom det er ret åbenlyst

at du har dine børns

foragt,

dine venners medlidenhed

og

elskerens duft

på din husbonds skjorte.

Uden for rækkevidde

Jeg kunne rejse langt væk

mod fjernere himmelstrøg –

Eller i virkeligheden

et sted

uden himmel.

Et sted hvor mørket

smelter sig omkring

ens sjæl,

og hvor kun den sjældne sol

belyser timernes

lange

vandring.

Dér

ville tårerne ikke kunne løbe

ned ad mine kinder

og gemmes med bagsiden

af min hånd.

De ville svæve ud i luften –

Dugdråber,

materialiseret som krystaller

i fine runde kugler.

Ikke længere ”dråbeformede”

våde

tårer

men som glansfulde sæbebobler

der uden yderligere besvær

kunne bristes.

Dér

ville jeg ikke kunne ligge

under min varme dyne.

Kun svæve i fosterstilling,

som et embryo i

livmoderen. 

Enten brænde op

eller

fryse ihjel

uden min beskyttelsesdragt.

Dér

ville min krop svigte mig;

ikke være i stand til

at holde mig i live

uden hjælpen fra

en iltbeholder.

Som en respirator

på hospitalet.

Som et hjælpeløst

Individ

Uden tilhørssted

Uden kærlighed.

Måske jeg bare burde

slå respiratoren fra.

Fjerne min beskyttelsesdragt.

Prikke til sæbeboblerne,

og stirre på solen.

Jeg er sikker på,

nok at skulle overleve

alligevel.

Datid, Nutid, Fremtid

Jeg mærker stadig

Værelsets lange fangarme

holde mig i sit greb;

klemme til luften undslap mine lunger

og hjertets rytme

røg ud af takt.

Dynens

omsvøbende og kvælende lænker

forulempe min sårede krop –

bore sig ind i muskler

og kød,

gnave sig ind til kernen af min sjæl,

som en rotte på afveje,

til jeg opgav kampen

og blev opslugt

i skærsilden.

Mine

svindende kræfter og

den døende passion

for livet –

supernovaens reduktion

til en ynkelig

gnist,

der nemt kan slukkes

hvis regnen

er for voldsom.

Som jeg sidder her,

på kantstenen i indre København

med ludere på hver

firkantet flise og

gulnede, halvrådne blade

legende i den kølige

aftenvind, blandt

døgnfluer og

duer,

samtidigt med at efteråret 

nærmer sig og himlen trækker sig

sammen,

mindes jeg tiden

hvor verden var indsvøbt

i det sorte tæppe

jeg brugte

til at opfange mine vildfarne

tårer.

Jeg mindes

datiden i fortvivlelse og

datiden med forfald; 

datiden der

definerer min identitet,

uden at have

spurgt om lov.

Jeg minder dernæst

datiden om

at

nutiden og fremtiden er min tid –

at jeg køber mig en paraply

og hermed slår uret ihjel.

Erindringens genveje

Jeg mindes

margueritternes lysegule aftryk

på mine hornhinder

fra da vi betrådte de frodige marker

og vores tæer blev grønne

i sommersandalerne,

mens

lårene viklede sig ind

i bladenes net. 

Jeg mindes

da vi løb om kap

til det store egetræ,

fyldte vores næsebor

med duften af græs

og analyserede skyernes

finurlige bevægelser

Fulgte svalernes dans,

rovfuglens stilstand

og kvidderen fra

trætoppens stjerne.

Jeg mindes

vores indflettede fingre

i sensommernattens skær

under blodrød himmel -

og med dug i luften,

tudede uglen mørket frem

fra skjulet,

skræmte dyreungerne væk

og bød natten

velkommen.

Jeg mindes

det faldne sorte klæde

over os

der svøb blinkende lygter

omkring sin nøgne hud,

bar dem med stolthed

og spankulerede rundt

i mælkevejens rendesten,

med vand op til knæene

og håret klistrende

til ansigtet.

Krogene i min erindring

betrædes

af fortidens malerier - 

hængende støvede

på væggene

med længslen efter

at blive overbegloet

og misforstået,

Jagter genveje til

nutidens intellekt,

og omfavnes af

fremtidens hjerter.

Nattens dronning

Vandrende i Københavns gader

mellem grønne blomster og

sommerfugle –

med tårer som følgesvend,

skyggen som stalker

og afgrunden inden for

rækkevidde.

Ser på den faldne himmel

med sine dunhvide skyer

og sejlende svaler

svævende i cirkulerende

bevægelser

blandt resterende indbyggere

og tordenfluer

i deres dans.

Lyserøde aftegninger glider

henover den blå facade

der inden længe

forvandler sit ansigt –

formørkes

fortættes

og byder sin modpart velkommen

mellem stjerner

og vilde dyr.

Farvepaletten og regnbuens glans

Modificeres –

Skarpe fingerspidser river hul

på illusionen,

spilder maling på sin smukke kjole.

Mens de fortryllende fortællinger

forfører alle

der tør lægge sig ud

med nattens dronning. 

Queen of spades

As I pace through heaven
the nature remains
behind shadows
of dust
underneath layers of lies
with streams of moans
ruining faces –
collecting sins.

As I crawl through heaven
paradise has evolved
into a quiet
lonely
sphere
where decayed flowers are spread
alongside the pavement,
and the road to Eden
is never-ending.

As I sit in Heaven
my black veil of vain
taints the sweaty hair
which is stuck
to my neck –
and the sudden marks on my back
cut through
the burning dream
which now is mine –
inducing me to reality.

As the scent of you invades
my nostrils
I restrain – from dying
on the velvet couch
you tossed me on.
Restrain – from slashing the scars
you left
when tearing off my panties and
transforming me into your
Queen of Spades
while being left
in a state of shame –
an illusionistic inferno.

Sandslot

Du kan ikke bare

stå dér

med blodige hænder

der for sidste gang

har forgrebet sig på min krop.

Taget min uskyldighed

og hængt den op til tørre

i krogen af din lejlighed,

hvor jeg kan finde dig

i mørket

med klamre fingre

fulde af sand

fra da du ødelagde det sandslot

jeg havde bygget på

hele mit liv-

En barndomsdrøm

imprægneret i

min hukommelse

destrueret på få øjeblikke

for aldrig at vende tilbage

den samme igen.

Jeg ser dig

med beskidte negle

bidt ned til den sidste

flænsede

neglerod

og med en dårlig smag i munden

fra da du kyssede mine tørre læber;

rev dem itu med dine tænder

for hvorefter af spytte

på den våde asfalt

og lade dem ligge

som da du efterlod

min sindstilstand

i den vandpyt, sandslottet

skulle have tørlagt.

Jeg nægter

at lade dig lege tag fat

med min forstand,

lege kongens efterfølger

med mine tårer

og rive mig rundt

som Pinocchio på snore

i amfiteaterets fineste afskæring

hvor spøgelserne ikke kommer

længere

og hvor det dybrøde velourtæppe

er faldet for sidste gang.

Med en rusten saks

klipper jeg

mine snore i nat.

Tørrer mine øjne

og bygger mig

endnu et sandslot.