Datid, Nutid, Fremtid

Jeg mærker stadig

Værelsets lange fangarme

holde mig i sit greb;

klemme til luften undslap mine lunger

og hjertets rytme

røg ud af takt.

Dynens

omsvøbende og kvælende lænker

forulempe min sårede krop –

bore sig ind i muskler

og kød,

gnave sig ind til kernen af min sjæl,

som en rotte på afveje,

til jeg opgav kampen

og blev opslugt

i skærsilden.

Mine

svindende kræfter og

den døende passion

for livet –

supernovaens reduktion

til en ynkelig

gnist,

der nemt kan slukkes

hvis regnen

er for voldsom.

Som jeg sidder her,

på kantstenen i indre København

med ludere på hver

firkantet flise og

gulnede, halvrådne blade

legende i den kølige

aftenvind, blandt

døgnfluer og

duer,

samtidigt med at efteråret 

nærmer sig og himlen trækker sig

sammen,

mindes jeg tiden

hvor verden var indsvøbt

i det sorte tæppe

jeg brugte

til at opfange mine vildfarne

tårer.

Jeg mindes

datiden i fortvivlelse og

datiden med forfald; 

datiden der

definerer min identitet,

uden at have

spurgt om lov.

Jeg minder dernæst

datiden om

at

nutiden og fremtiden er min tid –

at jeg køber mig en paraply

og hermed slår uret ihjel.

Erindringens genveje

Jeg mindes

margueritternes lysegule aftryk

på mine hornhinder

fra da vi betrådte de frodige marker

og vores tæer blev grønne

i sommersandalerne,

mens

lårene viklede sig ind

i bladenes net. 

Jeg mindes

da vi løb om kap

til det store egetræ,

fyldte vores næsebor

med duften af græs

og analyserede skyernes

finurlige bevægelser

Fulgte svalernes dans,

rovfuglens stilstand

og kvidderen fra

trætoppens stjerne.

Jeg mindes

vores indflettede fingre

i sensommernattens skær

under blodrød himmel -

og med dug i luften,

tudede uglen mørket frem

fra skjulet,

skræmte dyreungerne væk

og bød natten

velkommen.

Jeg mindes

det faldne sorte klæde

over os

der svøb blinkende lygter

omkring sin nøgne hud,

bar dem med stolthed

og spankulerede rundt

i mælkevejens rendesten,

med vand op til knæene

og håret klistrende

til ansigtet.

Krogene i min erindring

betrædes

af fortidens malerier - 

hængende støvede

på væggene

med længslen efter

at blive overbegloet

og misforstået,

Jagter genveje til

nutidens intellekt,

og omfavnes af

fremtidens hjerter.

Nattens dronning

Vandrende i Københavns gader

mellem grønne blomster og

sommerfugle –

med tårer som følgesvend,

skyggen som stalker

og afgrunden inden for

rækkevidde.

Ser på den faldne himmel

med sine dunhvide skyer

og sejlende svaler

svævende i cirkulerende

bevægelser

blandt resterende indbyggere

og tordenfluer

i deres dans.

Lyserøde aftegninger glider

henover den blå facade

der inden længe

forvandler sit ansigt –

formørkes

fortættes

og byder sin modpart velkommen

mellem stjerner

og vilde dyr.

Farvepaletten og regnbuens glans

Modificeres –

Skarpe fingerspidser river hul

på illusionen,

spilder maling på sin smukke kjole.

Mens de fortryllende fortællinger

forfører alle

der tør lægge sig ud

med nattens dronning. 

Queen of spades

As I pace through heaven
the nature remains
behind shadows
of dust
underneath layers of lies
with streams of moans
ruining faces –
collecting sins.

As I crawl through heaven
paradise has evolved
into a quiet
lonely
sphere
where decayed flowers are spread
alongside the pavement,
and the road to Eden
is never-ending.

As I sit in Heaven
my black veil of vain
taints the sweaty hair
which is stuck
to my neck –
and the sudden marks on my back
cut through
the burning dream
which now is mine –
inducing me to reality.

As the scent of you invades
my nostrils
I restrain – from dying
on the velvet couch
you tossed me on.
Restrain – from slashing the scars
you left
when tearing off my panties and
transforming me into your
Queen of Spades
while being left
in a state of shame –
an illusionistic inferno.

Sandslot

Du kan ikke bare

stå dér

med blodige hænder

der for sidste gang

har forgrebet sig på min krop.

Taget min uskyldighed

og hængt den op til tørre

i krogen af din lejlighed,

hvor jeg kan finde dig

i mørket

med klamre fingre

fulde af sand

fra da du ødelagde det sandslot

jeg havde bygget på

hele mit liv-

En barndomsdrøm

imprægneret i

min hukommelse

destrueret på få øjeblikke

for aldrig at vende tilbage

den samme igen.

Jeg ser dig

med beskidte negle

bidt ned til den sidste

flænsede

neglerod

og med en dårlig smag i munden

fra da du kyssede mine tørre læber;

rev dem itu med dine tænder

for hvorefter af spytte

på den våde asfalt

og lade dem ligge

som da du efterlod

min sindstilstand

i den vandpyt, sandslottet

skulle have tørlagt.

Jeg nægter

at lade dig lege tag fat

med min forstand,

lege kongens efterfølger

med mine tårer

og rive mig rundt

som Pinocchio på snore

i amfiteaterets fineste afskæring

hvor spøgelserne ikke kommer

længere

og hvor det dybrøde velourtæppe

er faldet for sidste gang.

Med en rusten saks

klipper jeg

mine snore i nat.

Tørrer mine øjne

og bygger mig

endnu et sandslot.