En krakkeleret overflade

Spejlet på mit værelse

hænger forkert

med en form

der ikke længere er firkantet,

men en absurd abstrakthed

stirrende omkring sig

i sine triste rammer

og med skarpe kanter

river lange rifter

i det perfekte tapet

der nu er overmalet

med blodet

fra mine fingerspidser.

Mens spejlet reflekteres i 

dunene fra puden 

som de ligger spredt

på det hårde parketgulv,

klamrer metalstykker sig

til hudens

eftergivelige kød -

Efterlader det hvide skjold
flænset
så blodårene stirrer
dybt
ind i de mure
der før var et tegn
på sikkerhed.

En reflekterende facade

forvandles da

til det originale
transparente
glas

Og med en krakkeleret overflade

lægger jeg mig

tilbage i skjulet –

graver dybere ind til kernen

i forsøget på at genfinde

mit net

og mine

tabte tårer 
blandt indvoldenes blodige fængsel.