12-05-2014

Nogle gange ville jeg ønske

at jeg bare kunne slukke

for min hjerne

eller idet mindste sætte den

på ’normal’

Ikke døje med disse

desperate situationer

men hellere kunne lægge mig

i det klare havvand

og lade tankerne flyde

som min krop

flyder

der på overfladen –

Den blanke, skinnende

Overflade.

Ingen krakkeleringer,

Ingen skår

Ingen minder om hvad der skete

sidste år, og ej heller

en masse kasser

hvori jeg kan lægge

mine til tider bristede bobler

og gennemblødte øjne

Men bare lade saltet fra vandet

svide lidt i mine sår  

Og ellers bære mig op

til det sted hvor regnbuerne danser

Og hvor regnen ikke

kan nå mig.

Overfladespænding

Jeg tillader mig selv

at flyde,

som en åkande

på den sorte sø.

Ikke længere dykke ned

for at ligge i skjul

og gemme mig

bag planter og fossiler,

men værdsætte

den til tider kølige luft

og varmen

fra solen.

Ikke længere stirre mig blind

på himlens funklende farver,

og ej heller forføres

af dybets hypnotiserende

liv,
men balancere de to

mellem mine øjne –

Velvidende

at de kun græder

for et tidligere selv.

Det sker stadig

at jeg graver lidt

på bunden –

får sorte negle og

beskidte hænder

i forsøget på at sikre

min fornuft

og

mine følelser.

Men jeg flyder her –

holder mig over vande.

Tvivler dog ikke på,

at kontakt med overfladen

kun får mine blade

til at blomstre

endnu smukkere.