Genklang

Jeg tager mig selv i

at blive skræmt af ord.

Lyden af ord,

der engang ikke var mine egne

men var skjult

bag et påklistret smil

med lim fra flasken

der stod på mit natbord.

Ord, der blev slugt igen –

dræbt i halsen

og slynget tilbage

i pudens favntag.

Ord der skulle

forsikre min forstand

men som blev forvandlet

til mentale monstre

hvis skygger svøb sig

under huden

og satte sine slimede aftryk

på indersiden af min pande.

Lad mig ikke stå tilbage

med ordene

der spinder spindelvæv

omkring mine organer,

og lusker rundt på listetæer

mens mit åndedræt hastigt

prøver at følge med.

Lad ikke ordene blive ved

med at spytte sin sorte væske

ind i mine årer

og holde sit greb

om stjernekasteren,

der endelig kaster stjerner igen.

Lad i stedet lyden af ord

genfinde sin tidligere ære.

Aftrykkene på min arrede pande,

vil aldrig blive helt  

transparente,

alligevel.

12-05-2014

Nogle gange ville jeg ønske

at jeg bare kunne slukke

for min hjerne

eller idet mindste sætte den

på ’normal’

Ikke døje med disse

desperate situationer

men hellere kunne lægge mig

i det klare havvand

og lade tankerne flyde

som min krop

flyder

der på overfladen –

Den blanke, skinnende

Overflade.

Ingen krakkeleringer,

Ingen skår

Ingen minder om hvad der skete

sidste år, og ej heller

en masse kasser

hvori jeg kan lægge

mine til tider bristede bobler

og gennemblødte øjne

Men bare lade saltet fra vandet

svide lidt i mine sår  

Og ellers bære mig op

til det sted hvor regnbuerne danser

Og hvor regnen ikke

kan nå mig.

Overfladespænding

Jeg tillader mig selv

at flyde,

som en åkande

på den sorte sø.

Ikke længere dykke ned

for at ligge i skjul

og gemme mig

bag planter og fossiler,

men værdsætte

den til tider kølige luft

og varmen

fra solen.

Ikke længere stirre mig blind

på himlens funklende farver,

og ej heller forføres

af dybets hypnotiserende

liv,
men balancere de to

mellem mine øjne –

Velvidende

at de kun græder

for et tidligere selv.

Det sker stadig

at jeg graver lidt

på bunden –

får sorte negle og

beskidte hænder

i forsøget på at sikre

min fornuft

og

mine følelser.

Men jeg flyder her –

holder mig over vande.

Tvivler dog ikke på,

at kontakt med overfladen

kun får mine blade

til at blomstre

endnu smukkere.

07-03-14

Hvad bilder du dig ind

sådan at sidde dér

og spille bagklog –

Lade som om

du kender mig

og min baggrund

blot fordi

diplomerne hænger på væggen,

farverige billeder

af diverse legemsdele

ved siden af

og der på dit navneskilt

står ’doktor’.

Hvad bilder du dig ind

at dømme,

rynke på brynene

og ikke se ud over andet

end den lille næsetip

som dine briller har blotlagt.

Fortælle mig

hvordan jeg skal leve mig liv,

selvom det er ret åbenlyst

at du har dine børns

foragt,

dine venners medlidenhed

og

elskerens duft

på din husbonds skjorte.

Uden for rækkevidde

Jeg kunne rejse langt væk

mod fjernere himmelstrøg –

Eller i virkeligheden

et sted

uden himmel.

Et sted hvor mørket

smelter sig omkring

ens sjæl,

og hvor kun den sjældne sol

belyser timernes

lange

vandring.

Dér

ville tårerne ikke kunne løbe

ned ad mine kinder

og gemmes med bagsiden

af min hånd.

De ville svæve ud i luften –

Dugdråber,

materialiseret som krystaller

i fine runde kugler.

Ikke længere ”dråbeformede”

våde

tårer

men som glansfulde sæbebobler

der uden yderligere besvær

kunne bristes.

Dér

ville jeg ikke kunne ligge

under min varme dyne.

Kun svæve i fosterstilling,

som et embryo i

livmoderen. 

Enten brænde op

eller

fryse ihjel

uden min beskyttelsesdragt.

Dér

ville min krop svigte mig;

ikke være i stand til

at holde mig i live

uden hjælpen fra

en iltbeholder.

Som en respirator

på hospitalet.

Som et hjælpeløst

Individ

Uden tilhørssted

Uden kærlighed.

Måske jeg bare burde

slå respiratoren fra.

Fjerne min beskyttelsesdragt.

Prikke til sæbeboblerne,

og stirre på solen.

Jeg er sikker på,

nok at skulle overleve

alligevel.