mod fjernere himmelstrøg –
Eller i virkeligheden
et sted
uden himmel.
Et sted hvor mørket
smelter sig omkring
ens sjæl,
og hvor kun den sjældne sol
belyser timernes
lange
vandring.
Dér
ville tårerne ikke kunne løbe
ned ad mine kinder
og gemmes med bagsiden
af min hånd.
De ville svæve ud i luften –
Dugdråber,
materialiseret som krystaller
i fine runde kugler.
Ikke længere ”dråbeformede”
våde
tårer
men som glansfulde sæbebobler
der uden yderligere besvær
kunne bristes.
Dér
ville jeg ikke kunne ligge
under min varme dyne.
Kun svæve i fosterstilling,
som et embryo i
livmoderen.
Enten brænde op
eller
fryse ihjel
uden min beskyttelsesdragt.
Dér
ville min krop svigte mig;
ikke være i stand til
at holde mig i live
uden hjælpen fra
en iltbeholder.
Som en respirator
på hospitalet.
Som et hjælpeløst
Individ
Uden tilhørssted
Uden kærlighed.
Måske jeg bare burde
slå respiratoren fra.
Fjerne min beskyttelsesdragt.
Prikke til sæbeboblerne,
og stirre på solen.
Jeg er sikker på,
nok at skulle overleve
alligevel.
